Ærteproteiner er på vej frem i fødevareindustrien, og AM Nutrition Denmark står i spidsen for det Danske bidrag
AM Nutrition Denmark, som har til huse her i Videnparken, ejes af norske AM Nutrition Stavanger.
Thomas Eskildsen og Dorthe Jensby udgør teamet i Danmark. Men virksomheden beskæftiger indirekte flere mennesker. Idet produktionen sker på kontraktbasis hos Nakskov Mill Foods – som i øvrigt producerer morgenmadsprodukter.
Hele området med ærteproteiner er rigtig spændende som vi gerne vil vide noget mere om. Og derfor har vi bedt Thomas om at sætte os lidt mere ind i hvad det indebærer.
Thomas forklarer:
’AM Nutrition Stavanger beskæftiger sig hovedsageligt med at dele gule ærter (ca. 50.000 tons pr. år) i tre dele:
- Ærteprotein
- Ærtestivelse
- Ærtefibre
Den største del af produkterne sælges til kæledyrs-foderindustrien (især i USA og Europa) samt til fiskefoder.
En mindre del transporteres til Danmark / Nakskov, hvor der sker en videreforarbejdning, der gør at produkterne kan bruges i fødevareindustrien. Det er disse videreforarbejdede produkter vi arbejder med at sælge her fra Fredericia. Produkterne sælges især til kødindustrien i Europa, men også andre steder i verden. Vi har f.eks. en stor kunde i Kenya’.
Hvorfor er ærteproteiner banebrydende?
’Ærteproteiner er et rigtig godt alternativ til soyaproteiner, som er meget dominerende indenfor planteproteiner. Ærteprotein er i de senere år nærmest blevet et trendy produkt. Fordi ærter – i modsætning til soya – ikke er allergifremkaldende. Og fordi ærter er Non GMO (ikke genmodificerede ærter red.) og på alle måder lever op til forbrugerkrav om bæredygtighed og lav carbon footprint (Carbon Footprint er en betegnelse for den mængde af udledt CO2, som vi hver især er ansvarlige for gennem vores daglige energiforbrug, red.).
En af tidens trends er også at vi spiser mindre kød, og derfor har brug for at hente proteiner fra andre kilder, herunder ærteprotein’.
Hvad er fordelene / ulemperne ved at bruge bl.a. ærteprotein?
’Fordelene er at ærteprotein er et protein af høj kvalitet og at det er non allergen (ikke allergifremkaldende, red.) og non GMO (ikke genmodificerede ærter red.) Hertil kommer de nævnte fordele med bæredygtighed og lav CO2 udledning.
Det dejlige er, at der ingen ulemper er ved at bruge ærteprotein, og det er også en af grundende til at det er blevet så populært’.
Hvordan ser fremtiden ud inden for fødevareproduktion (til både mennesker og dyr) med naturlige proteinprodukter?
’På grund af befolkningstilvæksten og behovet for at reducere ressourceforbruget og miljøbelastningen forbundet med fremstilling af mad, vil der uden tvivl blive brugt stadigt stigende mængder af planteprotein i fremtiden.
Vi ser en tilsvarende udvikling inden for dyrefoderproduktionen. Mange kunder stiller lignende krav til den mad de serverer for deres kæledyr, som de stiller til det de selv spiser: Mere protein fra planter, ingen allergener og ingen GMO’.
Vi takker Thomas for en meget interessant indsigt i ærteproteinens brede muligheder.
Det er virkelig spændende og det tyder på at ærteprotein er fremtiden i vores fødevarer, til både mennesker og dyr.
Hvis du vil vide mere om ærteproteiner og AM Nutrition, kan du klikke dig forbi deres hjemmeside:
http://www.am-nutrition.no/