Archersoft – en virksomhed med socialt ansvar
I Videnparken bor Archersoft ApS. Virksomheden beskæftiger sig inden for softwareudvikling og startede ved at virksomhedsejer Jens Fudge lavede software til bueskydning ’for sjov’. Deraf navnet Archersoft, hvor Archer betyder bueskytte.
Siden har det udviklet sig til at være en rigtig virksomhed hvor der arbejdes på konsulentbasis med udvikling af software til forskellige erhverv i forskellige brancher. Det breder sig over rigtig mange brancher som er det der gør det sjovt for Jens.
Archersoft har udviklet software til b.a. vindmølleindustrien, autoværksteder, vægtløftningskonkurrencer, bueskydning naturligvis, cementindustrien og et hav af andre brancher. For tiden udvikles der software til rejsebranchen, værdipapirhandel samt robotindustrien. Det sidste er primært Ole (Jens’ praktikant red.) der arbejder med den del. De sidste ca. 5 år har Archersoft også beskæftiget sig med undervisning af programmører for andre virksomheder.
Så som du nok kan læse, er der fart over feltet i det lille firma ?
Hvem er Jens Fudge?
Jens er en mand der elsker at sætte sig ind i nye områder, hvilket nok er den primære årsag til, at han kan lide konsulentarbejdet. Han skød en gang med bue og pil på højt internationalt plan (verdensrekorder, guldmedaljer ved Europamesterskaber og OL for handicappede). Det var derfor han startede med at lave software til bueskydningsverdenen.
Han er også den type person der gerne vil hjælpe andre: ’Det er så fedt, at man kan bidrage med noget viden eller andet som løfter en person. Når jeg underviser andre programmører er det ganske tilfredsstillende at følge deres frustration over ”det forstår jeg ikke” til ”nøj det er svært” videre til ”AHA!”
Jeg kan lide at forfølge mine interesser, så jeg opnår maksimal viden og kunnen inden for området (han vandt jo OL, ik’?). Dette gælder også inden for det faglige område. Jeg programmerer stort set udelukkende med et værktøj der hedder Delphi og som er udgivet af Embarcadero Technologies. For ca. 6 år siden blev jeg af Embarcadero Technologies udnævnt til MVP (Most Valued Professional), som den første dansker. Siden da er der udnævnt én mere i Danmark, men der er kun 150 på verdensplan.’
At have en praktikant i sin virksomhed
Jens fortæller: ’At have Ole i praktik giver mig flere ting. Dels tilfredsstillelsen ved at hjælpe en person, der grundet forskellige omstændigheder, er havnet i en svær situation. Men udover det, er Ole også en dygtig programmør, med hovedet skruet rigtigt på. Så på det rent faglige niveau kan jeg sparre med ham i nogle af mine opgaver. Desuden er Ole ved at lave noget specifikt til en kunde.’
På spørgsmålet om Jens føler at han tager et socialt ansvar med sin virksomhed, svarer han: ’Ja, jeg tager et socialt ansvar. Men sandt at sige, ser jeg det ikke som om at jeg nu opfylder et ”krav” fra samfundets side, at virksomheder skal tage dette sociale ansvar. Jeg ser heller ikke på det som værende en måde at markedsføre mig på. Jeg har evnen til, og muligheden for, at give et menneske der har det svært, en chance for at komme videre og fremad. De sidste 5 – 6 år har jeg haft andre med ”udfordringer” i praktik eller ansat. Nogle af dem med Aspergers syndrom og nogle med andre sociale udfordringer. Jeg havde en ung mand ansat som havde Aspergers syndrom. Da han startede, havde han meget lidt selvtillid og lavt selvværd. Han var dog fantastisk dygtig i sit fag, og jeg var meget glad for at have ham ansat. Det var derfor med blandede følelser, da han efter 2 år havde fået så meget selvtillid, at han kunne realisere sin drøm om at læse kinesisk på universitetet for derefter at flytte til Kina. Ganske vist mistede jeg en dygtig medarbejder, men til gengæld kom han langt. Rigtig langt.’
Hvem er praktikanten Ole så?
Ole er uddannet datamatiker og har tidligere været ansat ved Bankdata, men røg desværre ud i en fyringsrunde efter sammenlægning med Jyske Bank Data. Dette resulterede i en langvarig depression, hvor han isolerede sig og mistede motivationen.
Ole fortæller: ’Nu er jeg på ressourceforløb – samme indtægt, som en på kontanthjælp, men under nogle lidt andre regler. Og hvor andre har en oplevelse af at blive jordet af det kommunale system, så har min oplevelse været en hel anden. Jeg har hele tiden oplevet en villighed til at støtte mig og hjælpe mig videre. Gennem Jobcenteret har jeg været i praktik et par forskellige steder, men de løb ud i sandet. Jeg havde nærmest opgivet at finde et praktiksted som ville være relevant for mig. Men så var jeg heldig: Til et netværksmøde for sygemeldte der søger praktik, mødte jeg en der kender Jens, som efter præsentationsrunden foreslog mig at tage kontakt til ham.’
Det giver primært Ole 3 ting som han får ud af at være i praktik hos Jens:
- Det giver ham noget struktur i dagligdagen, så det er lettere at opretholde en fornuftig døgnrytme.
- Det giver ham en chance for at komme ud og se nogle mennesker.
- Det giver ham noget at lave, som han føler er relevant for ham. Og hvor han lærer noget som måske vil kunne bruges senere, når han kommer tilbage på det “normale” arbejdsmarked igen.
Nr 3 er den væsentlige forskel på Oles praktik hos Jens og de tidligere praktikpladser, der ikke holdt.
Oles aktuelle opgave
For en kunde arbejder Ole p.t. på et projekt der går ud på at få en Industrirobot til at spille skak. Projektet er i den afsluttende testfase, og det ser rigtig godt ud.
Ideen er, at man kan få et elektronisk skakbræt koblet til en skak-computer. Meningen er så, at skak-computerens display viser computerens træk. Men ved at bygge ekstra software der kan køre på skak-computeren kan man sende computerens træk til en Industri Robot.
Se filmen om det interessante og imponerende stykke arbejde her:
https://www.youtube.com/watch?v=1_i_igGbPPI
Hvis Ole senere skal søge arbejde, hvor det han har lært hos Jens måske ikke har en direkte relevans, så føler Ole, at bare det at han har været i stand til at lære det, er en kvalifikation i sig selv.
Oles råd til andre der har svært ved at finde en relevant praktikplads
Deltag i netværksmøderne. Det var rent held, at jeg tilfældigvis var til samme møde som en, der kendte Jens. Men det er netop det held, som er grunden til, at Jobcenteret laver de møder. Der er altid nogle af deltagerne som får gode ideer og forslag fra de andre deltagere.
Fremtiden for de to i Archersoft?
Fremtiden er som sædvanlig svær at spå om. I lige præcis det tilfælde hvor vi taler om samarbejde mellem Jens og Ole, har de en nøje anlagt plan. Fremtiden er maksimalt planlagt 3 uger frem. Hver 3. uge, eller hvis der opstår behov før, tager de bestik af, hvor er de henne lige nu og her. Og hvilken retning skal de stikke ud for de næste 3 uger.
De giver de to en god fornemmelse af og føling for hvor og hvad de arbejder hen i mod.
Jens’ råd til andre virksomheder
Vurder med dig selv om du har evnen og overskuddet til at hjælpe blot en enkelt person videre fra en svær situation til en mindre svær situation. Tag kontakt til det lokale jobcenter og tage en snak med dem. Det er virkeligt givende for både dig selv og din virksomhed, at kunne hjælpe på denne måde.
Vi siger tusind tak til Jens og Ole fordi de ville dele deres historie. Og ønsker dem begge alt det bedste i deres fremtidige virke.