Når en stor beslutning som enkeltmandsvirksomhed skal tages
At tage beslutningen om at ville ansætte sin første medarbejder er ofte en angstfremkaldende manøvre for de fleste virksomhedsejere. Men heldigvis er der nogle der tør tage springet. En af dem er Karina Davids.
Karina ejer virksomheden kdmarketingsupport – og har gjort det i 12 år.
Kdmarketingsupport tilbyder alt fra strategi, planlægning og eksekvering af markedsføring i små og mellemstore virksomheder. Dem som ikke har behov for en intern marketingmedarbejder på fuld tid.
Karina begyndte i efteråret 2015 at overveje at få en ansat. Arbejdspresset var begyndt at blive for stort, og samtidig syntes hun at det var svært at sige nej til opgaver. I slutningen af 2016 blev det et klart mål for Karina, at 2017 skulle være året hvor hun skulle have sin første medarbejder.
Hvorfor ansætte?
Årsagen til at hun ville have en ansat var til dels for at lette arbejdspresset, men også for at videreudvikle virksomheden og ikke mindst hende selv.
Hun ville gerne løfte sin forretning til et nyt niveau og kunne tage større og mere krævende opgaver ind. En anden fordel var også, at hun så ville være mindre sårbar ved ferier og evt. sygdom. Fordi der hele tiden ville være en til at sørge for virksomhedens drift.
Uanset hvordan man vender og drejer det, så var det en stor beslutning at træffe for Karina. Og det var heller ikke en beslutning der blev taget fra den ene dag til den anden! Der ligger mange overvejelser om både fordele og ulemper ved en ny medarbejder. Men hun blev alligevel enig med sig selv om, at det var den eneste og bedste løsning for hende og hendes virksomheds fortsatte udvikling.
Forberedelse er alfa og omega
Karina forberedte sig godt. Hun begyndte med at lave budgetter for 2017 for at se om det var realistisk at der kunne blive til to indtægter i virksomheden. Hun har altid gået lidt med livrem og seler, så det var vigtigt for hende at økonomien var på plads. Desuden var det også vigtigt at kunne tilbyde et job med udfordringer for den rette kandidat, så vedkommende kunne udvikle sine faglige kompetencer i virksomheden. Det skulle være en win- win for begge parter. Dernæst undersøgte Karina mulighederne for en eventuelt indledningsvis praktikperiode. Det gav hende en stor tryghed at det var muligt. Både fordi hun så kunne føle efter om det var den rette kandidat. Og fordi det økonomisk var mindre omkostningsfyldt at skulle ’lære en op’.
For at finde den rette person lavede Karina et stillingsopslag, som hun delte på både de sociale medier og diverse højere uddannelsesinstitutioner. Hun fik ca. 30 ansøgninger og indkaldte 2 til samtale. Igennem hele processen fik hun sparring og en god støtte af Jesper Bonnén fra Business Fredericia – fra udformning af stillingsopslaget, medvirken i samtalerne, sparring i forhold til valg af kandidat osv.
Alle Karinas anstrengelser og forberedelser resulterede i januar 2017 i ansættelsen af Heidi, som har været en del af kdmarketingsupport siden da.
Hvordan går det så?
Det går rigtig godt, og Karina er glad for, at hun tog skridtet. Men det har selvfølgelig også været en omvæltning for hende: Fra at sidde alene med alting til pludselig at sidde to. At have én at sparre med om opgaverne. Måden at gøre tingene på og de udfordringer, man indimellem møder. Karina har ikke haft den store ledererfaring fra tidligere. Hun var selv kun var 29 år da hun blev selvstændig. Det kan godt have udfordret hende lidt, nu hvor hun kigger tilbage. Der er nogle ting, som hun kunne have gjort mere effektivt fra starten. Men man kan jo altid være bagklog.
Men der er ingen tvivl om at det at ansætte hendes første medarbejder fuldt ud lever op til hendes forventninger. De har begge to været igennem en meget spændende rejse det seneste år, hvor de begge har udviklet sig sammen med virksomheden. Karina glæder sig dagligt over, at Heidi er blevet en del af kdmarketingsupport.
Kan det anbefales?
Karina kan virkelig anbefale at arbejde hen imod at få sin første ansatte. Men hun pointerer at der er mange praktiske ting, som man skal have styr inden ansættelsen:
For en person som Karina, der går med livrem og seler, har det været altafgørende med en 3 måneders praktikperiode. Den vej igennem har begge kvinder haft mulighed for at få testet samarbejdet, kemien og fagligheden. Desuden er det også ekstremt tidskrævende. Karina må indrømme, at det da også har været rart, at den eneste omkostning de første 3 måneder har været den tid, som hun investerede i den nye medarbejder.
Samtidig råder Karina andre i samme situation til at rådføre sig med en eller flere, som har erfaring på dette område. Personligt tror Karina at hun ville have tabt gejsten i den store nye verden, hvis ikke hun havde haft én til at hjælpe hende godt på vej.
Et sidste godt råd
Karina har et sidste godt råd: Det altafgørende, når man skal ud at finde sin første medarbejder, er nok at man finder den rette kandidat, hvor både profilen, kemien og det grundlæggende værdisæt går op i en højere enhed. Med det mener hun, at kandidatens profil gerne skulle supplere ens egen. For hvordan løfter man sin virksomhed til nye højder, hvis man vælger en kandidat, som er en tro kopi af en selv?
Karina er ikke i tvivl: Det har virkelig været en positiv og spændende proces for hendes virksomhed. Og hun føler at de har fået skabt et rigtig stærkt fundament, som de kan bygge videre på i fremtiden.
Med disse gode erfaringer og en masse guldkorn fra Karina Davids fra kdmarketinsupport, vil vi nu lade det være op til dig om du tør kaste dig ud i at ansætte din første medarbejder. Vi håber i hvert fald at vi med denne artikel har kunne give dig et lille indblik i hvordan man kan gribe det an.
Pøj pøj med den store beslutning.